Jeg er gået over tid men graviditetstesten er negativ

Sabine spørger:

Hej. Jeg har tidligere skrevet, men nu har jeg endnu et spørgsmål, da jeg pludselig står i en helt anden situation end jeg plejer. Har prøvet at blive gravid det seneste år, men uden held, trods 100 % regelmæssig cyklus fra start. Nu er jeg gået 2 dage over tid – det er aldrig sket før. Men testen er negativ :-(

Kan jeg være gravid eller er der mon noget andet galt? Jeg har hørt at nogen først kan teste positivt efter flere dage.

Håber du vil sende mig et svar.

Hilsen Sabine

Jeg svarer:

Hej Sabine

Du kan sagtens være gravid, men testen viser negativt hvis din krop på dette tidspunkt ikke producerer en stor nok mængde graviditetshormon, til at det kan aflæses på graviditetstesten. For at få et mere korrekt svar, så ring til din læge og få ham eller hende til at tage en blodprøve. Denne vil med sikkerhed kunne fortælle dig om du er gravid eller ej.

Venlig hilsen

Linda