Træthed og udmattelse – Føler du dig tappet for energi?

Træthed og udmattelseGår du og føler at du mangler energi i hverdagen, så er det måske ikke uden grund. Træthed og udmattelse kan være et tidligt tegn på graviditet, som man bør være opmærksom på. De fleste gravide kvinder oplever at være trætte og søvnige i de første par uger af graviditeten, så det er altså helt normalt. Det er i øvrigt en vedvarende følelse, som sagtens kan fortsætte indtil babyen er født og bliver ældre, da det er hårdt arbejde at have ansvaret for og tage sig af barnet.

De fleste oplever at det første tegn på deres graviditet er en udebleven menstruation. Træthed, udmattelse og manglen på energi kan dog allerede vise sig inden menstruationen udebliver, så det bør ikke ignoreres. Selvfølgelig er der så ufatteligt mange andre årsager til at man kan føle sig træt, hvilket gør det til et lidt mere usikkert symptom på graviditet. Lyt til din krop – den kan og vil fortælle dig meget mere end du tror.

Derfor føler du dig træt og udmattet

I starten af din menstruation hjælper hormonet østrogen med at gøre dine æg klar til at blive frigivet og befrugtet. Dette kaldes ægløsning. Livmoderslimhinden forberedes også på at kunne gennemgå en graviditet. Når ægløsningen er ovre, så overtager hormonet progesteron, hvilket får din kropstemperatur til at stige. Hormonet kan også få dig til at føle dig godt tilpas, blive seksuelt ophidset og gøre dig træt på en behagelig måde. Hvis ægget ikke bliver befrugtet, så falder progesteron hormonet hurtigt igen ca. 2 ugers tid efter ægløsningen. Dette får din krop til at frigive livmoderslimhinden og forårsage en menstruation. Bliver du gravid, så vil niveauerne af progesteron fortsat være høje gennem graviditetsforløbet. Det er helt normale symptomer når man oplever træthed og udmattelse, og føler sig tappet for energi. Hvis du er i denne situation, så sørg for at tage en lur når trætheden melder sig, det har din krop godt af. Oplever du træthed og føler dig udmattet hele tiden uden at du har fået konstateret en graviditet, så bør du måske tage en graviditetstest, da træthed som sagt kan være et af de tidlige tegn på graviditet.

Andre årsager til træthed og mangel på energi

Du bør være opmærksom på din krop, da mange graviditetssymptomer også kan skyldes andet end graviditet. I værste tilfælde kan din energimangel skyldes alvorlig sygdom, dog oplever de fleste mennesker træthed og udmattelse pga. depression, stress, dehydrering og selvfølgelig for lidt søvn. Udover træthedsfølelsen, så vil du typisk også mærke andre symptomer hvis du er gravid. Det kunne f.eks. være en udebleven menstruation. Du bør altid tage en graviditetstest hvis du er i tvivl eller nervøs for om du er gravid. Den mest nøjagtige måde at få et svar på er dog stadigvæk at gå til lægen og få taget en blodprøve.